Jens Ive

Borgmester, Rudersdal kommune

Politikeren

15. maj 2017

Siden oktober 2012 har jeg været Rudersdal kommunes Borgmester.

Jeg har siden barnsben været omringet af politik. Med en morfar i landstinget, folketinget og hovedbestyrelsen, var jeg i en tidlig alder politisk aktiv.

Jeg har siden 2002 været en del af Søllerød kommunes kommunalbestyrelse, og fra 2007 en del af Rudersdal Kommunes kommunalbestyrelse. Opgaverne har været mangeartede, og resultaterne på alle områder meget inspirerende og overbevisende.

Som Borgmester vil jeg møde borgeren i øjenhøjde. Dialog og samarbejde er vigtige forudsætninger for udvikling af Rudersdal kommune. En opgave der skal komme fra hjertet, og udføres med hjerte.

Jeg har fra starten sat den engagerede borgerdialog på dagsordenen, og det konstruktive og værdiskabende samarbejde.
Samtidig er det vigtigt for mig at fortsætte udvikling og nytænkning for en fælles bedre fremtid i Rudersdal Kommune.
Jeg kalder det "ansvarlig udvikling".

Jeg synes det er vigtigt at beholde begge ben på jorden, her i livet. Derfor vægter jeg også åbenhed og ærlighed. Tingene skal siges ligeud, selvfølgelig pænt og ordentligt, men så de ikke er til at misforstå.

Vi skal have respekt for hinanden, og hinandens værdier.
Har du valgt at pege på mig som din politiker, så skal jeg stå til rådighed. Du skal kunne nå mig, pr. telefon eller mail, når du har noget på hjerte.

Det er en væsentlig forudsætning for et velfungerende nærdemokrati.

Som Borgmester i Rudersdal kommune ser jeg frem til en tid hvor jeg kan sætte mit eget fingeraftryk på udviklingen, og hvor ansvar, dialog, velfærd, og stabilitet står højt på dagsordenen.